Kaningården har sit navn fra “Caninholmen” en tidligere ø i Furesøen med en meget tæt bestand af kaniner. Caninholmen er nu en landfast halvø, og har siden skiftet navn til det lidt underlige “Luknam”. På Luknam kan den tidligere kystlinje tydeligt ses som stejle skrænter ned mod et lavtliggende sumpet terræn. Luknam er i øvrigt et meget smukt sted med kuperet terræn og mange store gamle træer af forskellige arter.

Kaningården har sin oprindelse fra Dronninggård, der blev bygget af Dronning Sofie Amalie. Sofie Amalie var datter af en tysk hertug og blev som 15 årig gift med den 34 årige Frederik III. Frederik III var søn af Christian IV. Da hans far døde fem år efter brylluppet, blev Frederik konge, idet hans storebror på det tidspunkt også var død (af druk). Sofie Amalie blev Dronning og var ifølge nogle kilder magtsyg og ikke sjov at komme i vejen for – i tiden inden Frederik blev konge var der en magtkamp om tronen i kongefamilien mellem Frederik III’s søster og mand på den ene side og Sofie Amalie og Frederik III på den anden. Sofie Amalie og Frederik III vandt, og taberen, Christian IV’s yndlingsdatter og Frederik III’s søster, Leonora Christina   , blev siden sat i fængsel i næsten 22 år uden dom af den hadske Sofie Amalie. Til Sofie Amalies fordel skal siges, at Leonora Christinas mand, Corfitz Ulfeldt, havde stået på svenskernes side i krigen, mens svenskerne lidt paradoksalt også anklagede ham for forræderi. Frederik III var kongen som tabte Skåne, Bornholm, Halland, Belkinge, samt Bohuslän og Trondheim Len i Norge i svenskekrigene. Sofie Amalie og Frederik III fik også ganske paradoksalt på baggrund af krigene en stor popularitet og gennemførte, hvad nogle vil kalde et statskup, hvor kongehusets magt blev udvidet ved at indførsel af kongens enevælde.

Dronning Sofie Amalie elskede jagt og hun var centrum for et overdådigt hofliv med eksklusive luksusgenstande og store fester, som kastede glans over kongemagten, selv om riget økonomisk var på fallittens rand. Hendes mand var hende ikke helt tro og fik en søn med elskerinden, adelsfrøkenen Margrethe Pape. Dronning Sophie Amalie blev mor til 8 børn og var nok heller ikke selv helt fin i kanten og udlevede ofte sin lyst for jagt sammen med bl.a. sine to beundrere og kavalerer Kai Lykke, Greve af Gisselfeld og Brodsø, samt Johan Christoffer Kørbitz, Amtmand af Roskilde. I 1661 byggede den magtfulde Dronning Sophie Amalie derfor meget belejligt for hendes jagt- og fest-interesse Dronninggård på bredden af Furesøen og dertil et jagthus, forløberen til Kaningården. Her var der plads til jagt og andre fornøjelser, samtidig med at Dronninggård fungerede som et mønster landbrug.

Jagthuset var beboet af kgl. Jagtsvend Jørgen Schou, som skaffede vildt til hoffets fester, herunder selvfølgelig kaniner fra Kaninøen. Jørgen Schous jagthus var endnu ikke Kaningården som den ser ud i dag, men i 1739, 54 år efter Dronning Sophie Amalies død, fik Materialeforvalter ved Christiansborg Mouritz Fischer fæstebrev på Caninhus, som jagthytten var navngivet. Det er første gang vi hører om Kaningården. I 1779 købte Justitsråd Marcus Westermann Caninhus og udvidede bygningen sandsynligvis til det den er i dag og navngav huset Caningaarden. Kaningården er således senest fra 1739 og udvidet til sin nuværende form i 1779, hvor den med sikkerhed hed “Caningaard”. Bygningen har dermed en af de ældste bygninger i Virum/Holte, ældre end fx Næsseslottet.

Til højre ses Videnskabernes Selskabs udførte opmåling fra 1757 med Næsset omkranset af Furesøen, så vidt vides det ældste kort over området. “Caningaard” ses nederst til venstre og øen ved udløbet fra Vejle sø er Kaninholmen. De Connick byggede siden Næsseslottet i 1782-83 midt på Næsset og gravede en kanal gennem Dronninggårds jorde til Vejle Sø. Tilbage af den oprindelige å er blot et sumpet område, Malmmosen og nogle smukke småsøer, kaldet Spytklatterne.

Havemanden Drevon beskriver i 1786 udsigten fra en høj i Carrisonskoven, ca. en kilometer øst for Kaningården til højre i billede: “Der åbner sig for den spaserende et nyt sceneri, som ikke er mindre interessant end de foregående. De smilende udsigter ud over denne sø og dens modstående bredder, de vidtstrakte udsigter over mod Friedrichsdaal slot og det pragtfulde skove, mod landsbyen Wirum med dens veldyrkede sletter og høje, mod det landsted, der kaldes Caningaard med de høje graner som omgiver det. Fursøens vande, som beskyller foden af den bakke, hvorpå det er bygget, og den vide horisont, som danner baggrund for de smukke landskbaer, over hvilke man kan fryde sig i denne skov på tusinde forskellige måder tvæts igennem de træer af enhver art, som findes der – gør dette til et fortryllende sted. Nogle hvilesteder i form af naturlige lysthuse hvor roser, jasminer, gedeblad og syrener balsamerer luften, markerer de mest pittoreske udsigter” – også dengang var stedet naturmæssigt helt specielt.

Billede viser landskabet omkring Kaningården år 1785, hvilket stort set er uforandret. Udsigt fra mod syd ud over Furesøen og bugten “Lille Kalv”. Til venstre ligger Næsseslottet. Højen for enden af tangen er Caninøen, der her er landfast, og i dag hedder Luknam. Midt i billede er Kaningården gemt bag træerne. Den lille mørke klump til venstre på tangen kan være jagthytten. Malet af Erik Pauelsen.

Siden 1779 har Kaningården haft mange ejere bl.a. den berømte Etatsråd Frédéric de Conninck, og med ham bliver Kaningården hjemsted til endnu et af historiens vingesus. De Conninck foranledigede i 1801 den første koppevaccination i Danmark, som blev foretaget på Kaningården og efterfølgende gav anledning til den generelle koppevaccination i Danmark. På Kaningårdens gavl hænger en flot guldimprægneret mindeplade opsat 100 år efter, i 1901, af den daværende ejer. Vaccinationen reddede i Danmark hundredetusindvis af menneskeliv, om ikke millioner – til illustration af sygdommens alvor døde alene i 1700-talet 45 millioner Europære af kopper, og i løbet af blot et år, 1707, døde 30% af den islandske befolkning af kopper. Koppevaccinen blev fundet ved at kvikke personer, observerede, at selv om næsten hele landsbyer blev udryddet af kopper, overlevede malkepigerne altid – dette gav anledning til at prøve at prikke mennesker med nåle inficeret med sårvæske ko-kopper. Kokopper er tilstrækkelig forskellig fra menneske-kopper til ikke at gøre folk syge udover lidt influenzasymptomer, men kokopper ligner tilstrækkelig meget menneskekopper til at give immunitet – og vupti var opskriften til at redde millioner af liv – verdens første vaccination. I 1976 ophørte vaccinationen i Danmark og alle børn født i eller før 1976 har et karakteristisk koppear på armen. I 1980 erklærede WHO sygdommen for udryddet som følge af den generelle koppevaccination. Kaningården har således også en vigtig medicinhistorisk betydning. Historiens ironi vil i øvrigt have, at Sofie Amalies yngste barn, Dorothea Juliane, døde af kopper som lille i 1658, 143 år før den første vaccination fandt sted i dette hus, som Sofie Amalies fik lagt fundamentet til med byggeriet af jagthytten “Caninhus”.

Tilbage til attenhundredetallet – Frédéric de Conninck der igangsatte vaccination i 1801 boede på og havde bygget vores naboslot, Næsseslottet, der ses på billede herover. De Conninck havde købt Kaningården med jorde som forælderkøb til sin søn Jean de Conninck, der i en årrække boede på Kaningården.

Fra 1821, da de Connick går fallit og frem til 1962 har Kaningården 15 ejere, hvor den sidste ejer, Karl Løffler, sælger Kaningården til Lyngby-Taarbæk Kommune på fordelagtige vilkår mod at blive boende i huset. Han dør i 1973. Fire år efter, i 1977, udlejes huset til Kollektivet Kaningården, der i 2007 kan fejre sin 30 års fødselsdag.

På Billede, Kobberstik af Kaningården, ca. 1820, formentlig af Jens holm.  De to staldbygninger er nu væk. Klik for større billede.

Siden da har rigtig mange mennesker haft Kaningården som deres hjem. Her har boet lærere, musikere, forskere, ingeniører, sygeplejersker, pædagoger, læger; børn er vokset op her, ægtepar har fundet hinanden og blevet gift og holdt bryllup på Kaningården.
Et utal af konfirmationer, runde fødselsdage og store fester har kollektivet været rammen om.

Stilen er lagt lidt om siden Sofie Amalie, det skulle dog lige være på nær maden og festerne. Af kollektiver i dag udmærker Kaningården sig nok ved at have et akademisk præg og højt til loftet, gode vine, udsøgt aftensmad, en stor aldersspredning, fantastiske omgivelser og en enighed om, at det er det dejligste hus at bo i, i de smukkeste tænkelige omgivelser.